Ny alvorlig ulykke på rute 21 ud for Holbækvej 97 - syd for Vig i Odsherred.
Ulykken skete kl. 20,38, hvor to biler stødte frontalt sammen i en højre kurve ved 80,9 km. pælen. En rød personbil med to unge mænd på 20 og 18 år fra Greve-området kørte over i den modsatte vejbane i en blød højrekurve og stødte frontalt ind i en sølvgrå Honda, hvor den 33-årige fører fra København blev dræbt og den 27 årige hårdt kvæstet. Den røde ulykkesbil havde forskellige fælg- og dæktyper monteret på bilen.
Den 18-årige passagerer fra den røde bil der kørte over i den modsatte kørebane blev alvorligt kvæstet og blev overført til Rigshospitalets Traumecenter i en af Flyvevåbnets redningshelikoptere, som netop havde fløjet en patient til Holbæk Sygehus, og derved kunne assistere Falck med en læge og transport til Rigshospitalet.
Føreren af ulykkesbilen blev behandlet af Falck personale på ulykkesstedet i længere tid og først kl. 22,15 kunne Falck køre ham til Holbæk Sygehus, hvor også passageren fra den dræbtes bil blev indlagt.
Falck, politi og Trundholm Brandvæsen arbejdede på ulykkesstedet frem til omkring kl. 23,00 før vejen blev genåbnet for trafik.
Opdatering 17.08.2005:
Den 18-årige unge mand, som blev transporteret til Rigshospitalets Traumecenter
af Flyvevåbnets redningshelikopter - døde tirsdag af sine kvæstelser.